Nyt fra præsten

Efteråret er ved at blive til vinter. De fleste blade

har efterhånden måtte slippe træerne, og inden

længe vil jorden formentlig være dækket af sne.

Som forholdsvis ny øboer har jeg endnu ikke

oplevet en vinter som den, der ramte Bornholm i

2010; men mindre kan også gøre det.

For der skal egentlig ikke ret mange centimeter

sne til, før jorden er dækket, før de visne blade

og den golde jord er dækket med et fint hvidt lag

sne. Jeg tror de fleste har oplevet at stå op en

morgen i vintermånederne, rulle gardinet fra og

se, at haven eller vejen i løbet af natten er forandret.

At den nu er dækket af det fineste rene og

urørte sne. Selvom jeg ikke bryder mig frygtelig

meget om kulde og sne, indrømmer jeg gerne, at

et sådant syn ud af vinduet en vintermorgen er

et smukt syn – for det fortæller om noget nyt, der

er blevet til, noget rent og uberørt, noget, der

dækker over den plørede vej eller den frosne og

vintertriste have.

Dette, at noget kan forandres, at den triste golde

overflade med sneen bliver dækket af noget nyt

og rent, kan lede tankerne hen på et vers fra

Esajas´ bog kapitel 1 vers 18a: ”Kom, lad os gå i

rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder

som skarlagen, kan de blive hvide som sne”.

Vi må forstå os selv ind i dette billede, at ligesom

sneen dækker jorden, mudderet, de visne blade,

sådan dækker Kristus al verdens synd, alt det ved

os, der er vissent og mudret – det er denne

mulighed, denne gave, julen drejer sig om.

Julen handler altså om, hvad Gud har gjort for

os, og ikke hvad vi har gjort for ham, eller hvad

vi synes, vi skal gøre for ham. I det øjeblik det

går op for os, at vore synder kan blive hvide som

sne, at alt det forkerte og mudrede er dækket i

det øjeblik, vi tager imod Guds gave, Kristus, da

sænker julefreden sig over hus og hjem.

Salig fred, himmelsk fred

toner julenat herned!

Engle bringe til store og små

bud om ham, som i krybben lå,

fryd dig, hver sjæl, han har frelst.

DDS 120,4

HVBJ